0 Udgivet i Familie

Tatoo debut

Jeg tror ikke der er nogle af mine døtre, der er i tvivl om min holdning til permanente tusch tegninger på menneskehud. Emnet har været til debat on/off her i huset gennem alle deres teenageår.

Det er er ikke så meget det, at jeg synes det er tudegrimt – det er egentlig sagen uvedkommende. Masser af mode er grimt. Det gør ingenting – mode går nemlig AF mode og så kan man tage det af og tage noget nyt og smartere på.  Det sker hele tiden.

Men det kan man ikke, med en tatovering!

Det er et brændemærke, man er dømt til at bære resten af sit liv! Og der findes i mine øjne ingen “smykker”, intet “pynt”, som man kan være sikker på, man har lyst til at bære resten af sit liv!

Ja, det er altså bare min mening. Men Nikoline er forlængst fyldt 18 og har sin egen. Nu har hun haft sin tatoo debut – den sidder på anklen (godt gemt bag lange bukser og ankelsokker) og den ser sådan her ud:

Søsters navn …. :-/

Tja. Nu kan det ikke gøres ugjort.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar