Tour de Storebælt

Jeg afleverede min – øhhh ret beskidte – cykel ude hos Bent fredag aften. Ups, det med rengøring af den, havde jeg ikke nået i ugen der gik. Næste morgen kl. 7 mødte jeg hos Bent igen, sammen med Dorte og Claus. Og hvad ser jeg?

Bent har vasket min cykel !!!!

Aj, hvor jeg blev jeg flov! Det var pinligt. Men jeg takkede. Bent sagde, at orrk, det betød da ikke så vidt i hans cykelværksted. De andre grinede og Dorte ville ønske hun også havde afleveret cykel fredag aften. 🙂

Af sted til Nyborg gik det.

Vi havde købt bustransport til Kalundborg. Vi fik stille og roligt afleveret cykler og kom ind i bussen, hvor Dorte trakterede os med rundstykker og kaffe. Bussen kørte os til Kalundborg, hvor vi ankom en lille times tid senere, fik vores cykler og var i princippet klar til at komme ud at cykle.

Men starten gik først kl. 14.30.

Så vi havde lige en 5-timers tid, vi skulle slå ihjel. Så vi fandt et bordbænke-sæt ved Kalundborg Rådhus, hvor vi hyggede, spiste wienerbasser, snakkede til over middag og bare nød solen og stemningen. Ved halv to-tiden trillede vi af sted – UDEN om tidtagning og officiel start. Vi havde alle fire ruten i vores Garmin (som iøvrigt var godt afmærket). Vi gik glip af massestarten og et glimt af kronprinsen på cykel. Men hellere det ..

For hvor blev vi glade for vores beslutning om at tyvstarte. VI fik god plads på landevejene på den første del af vores tur og god tid.

Sjælland er flot – her kommer jeg sjældent på cykel. Af sted det gik i det fine vejr. “Drengene” lagde et godt marchtempo. Vi havde modvind. Dorte og jeg hang på det bedste vi havde lært. Depotet kom da vi var halvvejs.

Ved depotet var der god plads. Vi kom som nogen af de første (vi var bestemt ikke de eneste, der havde startet tidligere og kørte uden om tidtagningen. Vi mødte mange, også nogen der havde startet før tid på 200 km fra Roskilde, for at have bedre tid til at nå broen).

Depotet var velassorteret. Jeg fandt lækre Spangsberg flødeboller.

De andre kastede sig over romkuglerne. Og de frivillige var så flinke og glade.

Det var ved depotet, at vi så de første grupper fra både 200km og 100km ruten komme susende forbi. Nøj! De kørte stærkt!

Vi kunne se broen nu, hele vejen ned langs kysten. Og vejene var FULDE af tilskuere som klappede og hujede af os. Og aldrig er JEG da blevet filmet og fotograferet så meget af fremmede mennesker. Tænkt at de gad.

Vi tog det lidt mere med ro nu. Den sidste halvdel skulle nydes og opleves og vi var i god tid (og pigerne en smule udbrændte).

Et sted holdt vi en lille pause. Der stod en familie ved et sommerhus. En lille dreng råbte til mig: “Må jeg få din flaske, må jeg få din flaske …. du har jo to“. “Jamen, hvorfor vil du have MIN flaske, jeg er jo ikke en berømt cykelrytter?” spurgte jeg drengen, men det var han ligeglad med – så det kunne mormorHelle jo ikke stå for. Drengen fik min ene flaske og satte den straks for munden og tømte indholdet, lidt lige som Anna gjorde i sidste weekend (ingen bacilleforstrækkelse der). “Kan du sige pænt tak, Sebastian“, sagde hans bedstemor.

Vi nærmede os tourens store højdepunkt: Storebæltsbroen. Vi cyklede forbi betalingsanlægget og op på broen.

HER var der mange cyklister!

Ret hurtigt kunne vi glemme alt om vores aftale om at holde tæt sammen i den hårde vind. Vi tørnede ind i 25-kilometers familieruten og kom til at køre i KØ bag familier på Christianiacykler, børn og handicappede på tandemcykler. I yderbanen kom de hurtige susende over i store grupper og stor fart.

Hold kæft, en hård tur over broen!

Modvinden var voldsom! Jeg brugte al min energi på at styre cyklen og passe på alle de vildfarne-cyklister, jeg ikke ville tippes omkuld af. Vi tabte hinanden og måtte bare koncentrere os om at kommer over alene, som vi bedst og mest sikkert kunne. Jeg følte det tog en evighed og huskede mig selv på at kigge op, for det her kom jeg ALDRIG til at opleve mere.

Jeg var lykkelig og lettet, da jeg endelig, kunne cykle fra broen i Nyborg.

Og jeg var glad, da jeg hurtigt fandt Claus og Bent i menneskemylderet, på det sted hvor tidtagningen sluttede. Nu manglede vi bare Dorte, som åbenbart havde ligget bag mig. Vi ventede på hende.

En fremmed mand (som Bent var faldet i snak med) stak mig en Påskebryg – den bedste Påskebryg jeg nogensinde har smagt! (Kæft, jeg var smadret efter broen). Arme, ben, nakke – ALT gjorde ONDT og jeg havde hovedpine.

Den flinke beboer med Påskebryggen gav os en invitation til fest den 2. juli i hans forhave, når Tour de France feltet kom forbi. Men jeg er desværre forhindret. Jeg er til Landsstævne.

Dorte ankom – også godt brugt efter den hårde tur i vind over broen. Nogen sagde, der havde været vindstød op til 12 m/s. Sammen kunne vi rulle videre henimod målportalen. Hvor VAR der dog mange mennesker!

Vi parkede cykler og holdt på skift vagt ved dem (selvom området var bevogtet og man fik checket nr. på cykel og nr. på ryg, inden man fik lov at trække cyklen ud af området.) – vi fik hentet medaljer og T-shirts.

Vi kørte en masse energi indenbords, som hjælperne stod og delte ud.

Og så cyklede vi ud til det industrikvarter, hvor Bents bil holdt parkeret.

Vel fremme der billerede Bent med endnu en overraskelse (ud over cykelvasken). Han havde champagne med! Og SÅ blev der skålet og taget selfies. Vi havde haft en sindssyg god – og sjov – cykeltur, på en flot rute, i et velorganiseret arrangement – med en hård, hård afslutningen hen over broen.

Jeg blev kørt lige hjem til min hoveddør, hvor Kaj ventede med Pikant Kylling og Koldskål.

Motionscykelløb nr. 77 er gennemført. Check! Helle er welldone.

I dag er det søndag og det eneste punkt jeg har på programmet er hvile. Jeg er øm i kroppen.