Kl. 9 var Baghjuls pigerne klar til start til Tour de Femme. De lovede regnvejr i dag og vi havde 5 afbud i gruppen.
Vi var fire, der skulle cykle sammen.
Ud på ruten gik det. Kort efter start var Dorte tæt på et styrt, fordi en deltager (der var stoppet) løb over vejen i et sving, direkte ud foran Dorte, som nåede at undvige. Forskrækket vendte deltageren sig om og løb tilbage over vejen og nedlagt en anden cyklist i stedet.
Det skulle vise sig at blive starten på lidt af en Tycho-Brahes Dag for Dorte. For efter 40 km punkterede hun første gang …
Og det var forhjulet og vi fik hurtigt slangen skiftet. Den første vi satte i var itu, så vi måtte bruge en ny slange. 3 stk. slanger smed vi i en nærliggende skraldespand.
Videre på ruten. Nu ØS regnede det.
Kort efter punkterede Dorte igen på forhjulet. Denne gang stoppede 2 mænd og spurgte om vi ville have hjælp (jeg ved ikke om de var “Vandkaniner” eller bare 2 , der var ude at cykle. Slangen havde vi nået at skifte, men vi takkede ja til hjælp med pumperiet – de havde en gaspatron.
Nu frøs vi meget.
Videre på ruten i GOD fart. Vi ville have varmen.
Så punkterede Dorte igen – atter på forhjulet.
Vi prøvede med den 5 slange, men vi kunne ikke få den pumpet (noget med ventilen). Da Helle rystede af kulde, blev vi enige om, at hun og Lena skulle fortsætte til næste depot. Jeg blev hos Dorte, som ringede til servicebilen.
20 minutter efter var de fremme. Kæft vi frøs, mens vi ventede!
Og aldrig har jeg da været så glad for at se Webike!
Og sikke nogle DEJLIGE drenge, hjælpsomme og med masser af reservedele og en STOR fodpumpe.
2 minutter tog det kun (og den ene havde endda armen i gips) – så havde Dorte et nyt dæk og ny slange og yiiiihhhhaaaaa!!!
Videre på ruten gik det. Vi møg frøs og var våde ind til skindet. Nu skulle vi have varmen.
Efter et par hundrede meter lød det bag mig: ”Helle …?”
Dorte var punkteret igen!
På forhjulet – nu for 4. gang. Og vi havde ikke flere duelige slanger.
NU blev Dorte enig med sig selv om at udgå. Hun ville ringe til fejebladet og blive samlet op.
Jeg fortsatte på ruten alene. I god fart, for jeg frøs og jeg overhalede en masse damer på almindelige cykler. Jeg fulgte ruten til højre og venstre …. Indtil jeg pludselig synes det var lidt længe siden, der have været noget skilt og nu var der ingen cyklister på ruten mere.
Pludselig kørte jeg forbi et hus jeg kendte! Her bor nogle gode venner og NU vidste jeg, at jeg var kørt af ruten, for den går ikke forbi deres hus.
FOR HELVEDE DA OGSÅ!!
Det øsregnede.
Jeg var bange for at punktere (alene og uden duelige slanger). Min Garmin var gået ud og min telefon havde heller ikke for meget strøm, så jeg ringede på hos mine venner. Måske ville de køre mig til Århus?
De var ikke hjemme …
Så jeg besluttede mig for, bare at køre den korteste vej mod Århus.Tilbage til startområdet og min bil – hurtigst muligt. Jeg ville ikke eksperimentere med omveje eller leden efter ruten (forinden havde jeg talt i telefon med Lena, så de andre vidste hvor jeg var og at jeg var på vej tilbage).
I god fart og i øsregnvejr fandt jeg den korteste vej – Odder, Malling, Beder, Højbjerg, Århus.
Jeg trillede bagom ind i Mindeparken og ledte efter de andre. Jeg meddelte løbsledelsen, at start nr. 40 ikke var blevet væk, men at jeg ikke havde gennemført deres rute (selvom jeg nok havde cyklet mine 100 km). Jeg lod mig ikke registrere gennemført og tog ikke min medalje med hjem – selvom jeg egentlig synes jeg fortjener en medalje i dag.
De andre kom i mål kort efter.
Og ved I hvad rigtige venner er? Det er sådan nogle der pakker Hindbærsnitter ind i køkkenrulle og fragter dem i bunden af våde baglommer, for at jeg kan få en, nu da jeg var gået glip af depotet på Hov Havn. Hold du op, hvor den hindbærsnitte smagte godt, til en varm kop kaffe.
Nu fik jeg at vide, at Dorte havde fået kontakt til en ny servicebil, der skiftede hendes slange og mente hun måtte kunne køre videre, så det gjorde hun og gennemførte turen.
Helle vandt lodtrækningspræmie igen i dag, denne gang et par fede solbriller … (Åhhhhhh, hvor vi glæder os til at få brug for solbriller).
Hold nu kæft, hvor Lena og jeg FRØS, da vi smed ALT det våde tøj (uden undtagelse) på Kongevejen, hvor min bil holdt parkeret og trak i tørre joggingbukser.
Vi sparkede fuld blus på sædevarmen og trillede hjem til Middelfart.
I morgen griner vi af det her… jeg er faktisk allerede begyndt at smile lidt, her til aften 🙂
Synd for Tour de Femme og alle de søde hjælpere og arrangører, at deres dejlige løb skulle ødelægges af så massivt regnvejr.
Der er simpelthen ikke andet at gøre, end at prøve igen næste år.
PS – Jeg punkterede ikke, og jeg vil lige gøre lidt reklame for de dæk, Kaj har sat på min cykel: Et sæt Continental Grand Sport Extra, 25 mm – iflg. min semi-professionelle cykelrytter svigersøn og Kaj et FANTASTISK “træningsdæk”, som er rigtig punkter-resistent – “The tire for all those who eat up the miles, for commuters and for gravel kings (and queens … !)
Ingen har sagt noget