0 In Gravel biking

Truende vovhund på min gravel?

I går, da jeg var ude på en lille sen eftermiddagstur på Cube biken, mødte jeg en løs hund på en gravel strækning.

Den var stor, sort med spids snude og spidse ører og så adræt ud med lange slanke ben. Den galoperede imod mig i fuld fart, alt hvad “remmer-og-seletøj” kunne holde. Børsterne var rejste, men den gøede ikke.

Shit! Hvad vil den mig?

Bliver jeg spist nu?

Og hvilken strategi skulle jeg vælge? Skulle jeg vende om og køre en anden vej? Cykle fra den? At dømme efter dens fart, ville jeg ikke kunne køre fra den.

Jeg valgte at stoppe (for evt. lige at vise rovdyret, at jeg var venlig stemt). Den nåede helt hen til mig og cykel, bremsede brat, snusede lidt til mit ben (mens jeg sagde venlige vov-hunde ting til den), hvorefter den vendte om og løb tilbage hvor den kom fra.

Nå?

Så blev jeg alligevel ikke spist?

Dejligt. Jeg SKULLE nemlig den her vej og jeg cyklede videre. Længere henne på stien, rundt om hjørnet mødte jeg en dame med en hundesnor i hånden. Hun var ved at give den sorte hund snor på.

“Dav.”, hilste jeg. “Jeg har lige hilst på den hund …”
“Det’ OK …”, sagde hun.

Da jeg var barn var der mange løse og strejfende hunde i Strib. Jeg var hunde-angst for hunde. Jeg var ikke vokset op med hunde (bortset fra min morfars jagthund, Rolf, som var gammel og rar og min farfars ditto Bjørn, der stank så forfærdelig. Jeg var ellers nærmest i øjenhøjde med begge jagthundene). Hunde gjorde mig utryg. For de larmede (gøede) og på lille Helle virkede de truende. Jeg vidste ikke hvad de ville mig og kunne ikke læse deres kropssprog. På Filippinerne så vi horder af herreløse hunde, der strejfede omkring. Glemmer ikke et masseslagsmål jeg var vidne til på stranden i El Nido. 15 hæslige, magre hunde i alle størrelser i vild og (virkelig) blodig slåskamp. De bed hinanden til blods og de hylede og skreg, mens de lokale prøvede at få dem væk, ved at kaste sten på dem.

Strejfende hunde er forbudt herhjemme og det er meget sjældent man møder en hund, der er stukket af fra sin ejer, for de fleste hundeejere er glade for deres hunde og passer godt på de ikke løber væk. Og forresten er mange truende, nervøse og mistænksomme (og dermed farlige) hunderacer forbudt ved lov og er derfor ikke dem man ser mest som danske familiehunde. Det er dælme sjældent at høre om en familiehund, der angriber.

Min veninde har fået lov at holde hund, der hvor hun bor og er gået i gang med at finde sig en hundehvalp. Spændende proces. Det lyder som om det ender med en (venlig) ikke-motionskrævende-Doodle-designer-hund 🙂

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Read more:
“Ude af Touren”

Jeg mangler stadig at få læst artiklerne, der blev skrevet i Fredericia Dagblad, mens vi cyklede til Paris. Journalisten ringede hver morgen og fik en up-date. Især min update til...

Close