0 In Motionscykling/ Venskaber

Uendelig trist

Jeg blev så uendelig trist, da jeg i dag hørte nyheden om, at vores cykelveninde Ellen er død efter lang tids svær sygdom.

Hun var med på den aller første cykeltur, jeg nogensinde kørte med Baghjulets “Gruppe 4” i juni år 2000 og siden dengang har vi haft så mange gode cykelminder.

Tøserunden 2005 – vores 4. Tøserunden sammen. Det er Ellen yderst til venstre.

Der var turene til Tøserunden de første år i Baghjulet. Vi deltog i 2001, 2002, 2003 og i 2005 og det var altid solskinsvejr når damerne fra Baghjulet var til Tøserunden.

Og alle Hærvejturene. Herover ligger Ellen i mit og Lady Meridas Baghjul. Det var et frysende koldt forår, solskin og blå himmel til trods.

På en af Hærvejsturene var Ellen turleder for en damegruppe. Herover får hun hjælp til at læse kort. Det var før vi kørte med Garmin og en tur op ad den jyske hede krævede papirskort og god stedsans.

Og så var der jo de mange, mange ture til Mallorca, hvor jeg har cyklet i hundredevis af kilometer sammen med Ellen. Billedet herover stammer fra et af de år, hvor Nikoline var med. Bare ben i solskin …. åhhh, at kunne rejse til Mallorca igen.

Ja – og så var der jo turen til Paris i 2011 hvorfra nedenviste billede stammer fra.

Vi er ankommet til Paris og som I ser er det mig, med det brækkede kraveben. Ellen står på min højre side. Som bekendt nåede jeg aldrig frem (på cykel, altså). Det var Ellen der tog sig af mig, da jeg var såret og forslået. Hun trak mit svedige cykeltøj af mig, hjalp mig på toilettet og gav mig noget at drikke. Jeg glemmer hende aldrig for den omsorg, hun gav mig i sådan en sårbar situation.

(Iøvrigt mærkeligt at se det billede … på min venstre side står Leila. Hun er også død. Hun blev kun 36).

Æret være Ellens minde.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar