Holdet i ryggen, som jeg fik i går, var en god anledning til at genoptage de regelmæssige besøg hos Massør Pere, som jeg ellers havde svigtet her efter sommerferien. Og han gjorde plads til mig allerede kl. 13.30.
Og så lægger man sig frivilligt ned på hans briks og nægter at modtage hans behandling!! Knæk og bræk? Ikke tale om. Jeg skal ikke knækkes med – jeg har ondt!
Men Peres ekspertise er svær at tale ret imod. Især når man har ondt, så inden jeg så mig om, havde han snydt mig til at lille knæk og et mindre bræk og ”Aauuuwww”, råbte jeg (bare for en sikkerheds skyld) – for det gjorde slet ikke ondt.
Men aaaahhhh – hvor det løsnede.
Og så en gang massage, som kun Pere – den store Yugoslav – kan klare det.
Da jeg klædte mig på en halv time senere var jeg …. nærmest lykkelig. Jeg gik en lille tur op og ned af gaden, inden jeg satte mig ind i bilen og kørte tilbage på arbejde. ”Hun går op ad trappen”, sagde min chef lettet, da han så mig vende tilbage til ”pinden”. Jo, jo. Vel har jeg ondt i ryggen – men jeg har stadigvæk oplevet det der var værre.
I øvrigt mente Pere ikke jeg skal holde op med at cykle mountainbike. Men han synes, at hvis jeg kan gå til 10, så skal jeg bare stoppe ved 7.
”Du siger bare til de andre, at den der bakke kan du sagtens cykle op af – hvis du vil – men det vil du ikke, for det må du ikke for din skøre massør!”.
Der er dømt hvile, de kommende dage. Og jeg starter i aften, i sofaen, sammen med Emilie, som er influenzaramt. Vi spiser aspargessuppe og vi har selv tøet posen op 🙂
Ingen har sagt noget