0 In MTB

Vandværksturen

Søndag blev vejret meget bedre end lovet (først her mandag morgen, er stormen begyndt), så jeg hoppede på Cube biken og tog ud for at se, om der var nogen at cykle en tur med.

Det var der.

Baghjulerne stod spredt på hele det store parkeringsområdet ved Middelfarts nedbrændte Naturcenter – max 10 i hver gruppe.

Vores 10-mandsgruppe drog mod Jylland. “Vandværksturen”, kaldte turleden den rute vi skulle ud på. Først ud af Kolding Landevej, hvor jeg fik prøvet den spritnye, dobbeltsporede cykelsti. DET er dælme en forbedring.

Ved Taulov kom vi ind på de dejligste (faste!) grusstier.

Jeg MÅ have været der før? Men jeg kan i hvert fald ikke huske det.

Dejligt – så føles det lige som at opleve noget nyt. (Vits: “Og så var den om den demente, der sagde: Jeg er så glad, fordi jeg møder nye mennesker hver dag.” ha’ ha’).

Tempoet i gruppen var behageligt. Snakken gik. Vejret var livgivende og det var SÅ hyggeligt – lige sådan en tur jeg havde lyst til, da jeg kørte hjemmefra.

Grunden til de kalder turen “Vandværksturen” er åbenbart, at vi kommer forbi Taulov vandværk – og her var smuk med rislende bække og søer

Og NU kunne jeg genkende stedet – bla. fra en af mine første vintercups, hvor Pia og jeg forsøgte få en post, der lå bag toppen af en gigantisk bakke (skrænten overså vi på kortet, fordi vi ikke var gode nok til at forstå tegnene for niveauforskelle i terrænet. Vi fik ikke posten med hjem inden for tidsrammen).

Der var smukke (og store) svaneunger i søen.

Og en punktering og derfor god tid til at kigge på området.

På hjemturen ledte turlederen os på afveje.

Smukt sted, men ret besværligt at passere på cykel. På billedet herunder er vi på vej over den anden af 2 grøfter. Det var mest synd for turlederen. Han ødelagde nemlig sin bagskifter og kæde og måtte ringe efter nogen, der kunne hente ham.

Vi andre fandt selv ud af skoven og sluttede turen ved Den Gamle Lillebæltsbro. Vidunderlig, restorativ adventure-tur! 50 kilometer på brede dæk og i en smuk, smuk efterårsklædt natur. Et skønt alternativ til den Vintercupafdeling vi IKKE kom til at køre i dag, pga. Coronaaflysning.

Som sagt stormer det udenfor i dag og de næste 3 dage skulle blive regnvåde.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Read previous post:
Sorg

Min niece mistede sin mor i går. Det skete pludseligt, efter kort tids sygdom ... en hjerneblødning. Der er chok...

Close