0 Udgivet i Vintercup

Vintercup i Hammelev

Vintercup i Hammelev. Par nr. 215, Helle & Dorte, gik fra start som de allerførste og cyklede ud i det smukke efterårsterræn omkring Pamhule Skov.

Post nr. 10 fandt vi hurtigt (3 point for et styks fundet post). Spørgsmålet svarede vi så desværre forkert på og missede dermed de yderligere 3 point vi kunne fået for et korrekt svar.

Så kørte vi efter henvisningsposten.

Efter lidt bøvl (note to self: ALDRIG forsøge at skyde genvej gennem uvejsomt terræn! Det betaler sig sjældent) fandt vi posten.

Vi svarede rigtig på spørgsmål. Henvisningsposten bragte os dermed 3+3 point i hus. Så var vi oppe på 9 point.

Nu bevægede vi os videre mod post 9. Vi drønede af sted (og opdagede derved ikke, at vi praktisk talt cyklede lige lukt forbi post 11).

Og så kørte vi forkert, kørte tilbage, diskutterede, læste kort (virkeligheden passede ikke med posten vi ledte efter), men vi begreb ikke hvor vi var.

Vi endte med at komme til at tage en gafling, hvilket jeg kunne se da vi kom lidt længere frem i terrænet, hvor den rigtige post 9 stod. Den post 9 vi havde taget, passede jo slet ikke med placeringen i forhold til åen, posten skulle ligge ved. Den lå jo alt for langt væk fra åen! Det burde vi have kunnet se.

Post 9 fik vi derfor ingen point for!

Æv!!

Videre mod post 8.

Og her snød kortets målestok mig fuldstændig og jeg fik lokket Dorte på afveje og vi endte med at køre en uvejsom og STOR omvej ud til post 8, som vi dog fandt sammen med Hanne og Dorthe (konkurrenter). Vi svarede også rigtig på spørgsmålet – 3+3 point i hus. Så var vi oppe på 15 point.

Vi kunne godt se, det ikke blev i dag, vi slog rekorder …

Nu gik vi efter post 11. Den lå placeret ude bag Tørning Mølle.

Vejen dertil var nemmere end de andre spor. Vi fandt hurtigt en post der stod 11 på og klippede den.

“Skal vi til højre eller venstre for at komme tilbage?”, spurgte Dorte
“Venstre, det er kortest”, svarede jeg .

Vi kørte til venstre og cyklede en laaaaaaang bue tilbage ….. Shit, det her kunne ikke passe det her …. der burde være kortere. Nu kom vi forbi en post 11 mere.

Pis!! Vi havde IGEN taget en gafling!!! Par nr. 215?! Cykler I med hovedet under armen!?!

Ingen point for post 11. 🙁

Vi endte på sølle 15 point efter 1½ times cykling og 5 poster, hvoraf de 2 altså var gaflinger.

Over suppen evaluerede vi lige lidt.

Vi blev enige om, at vi altså ikke var gode nok til at kigge ordenlig på kortet og læse terrænet. Vi blæser ud i terrænet, kører alt for stærkt. Vi kigger os ikke for, får ikke læst terrænet ordenlig i forhold til kortet. Det skal vi blive bedre til – lige trække vejret og koncentrere os lidt mere, samle os og undgå at spilde vores tid med at køre forkert og tage forkerte poster, som vi BURDE kunne se, aldrig ville kunne være vores rigtige post.

For pokker… det er jo ligesom ikke noget, vi træner så meget det her. Nu er der allerede kun 4 gange tilbage at øve sig i denne sæson.

Nå – men ellers en dejlig tur. Men efter sølle 12 kilometers cykeltur, har man næsten lyst til at cykle ud i terrænet igen, bare for at få lidt mere tur ud af det.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar