Jeg ER så smadret i kroppen, da jeg vågner her til morgen. Hård cykeltur, hårde bakker før sengetid = dårlig nattesøvn.
Mine knæ brænder. Mine arme gør ondt. Rygstykkerne værker. Nakken er låst. Jeg har ringen for ørerne. Kroppen nærmest synger af smerter.
Bøllebanket. Værkbruden. Slidt. Nedbrudt.
Jeg hænger i laser …
Er jeg så i bedre form i morgen? Jeg ved det sgu ikke. Jeg har prøvet det her en million gange. Intet nyt under solen. The same old shit.
Jeg er nødt til at tage 2 Panodil for at klare arbejdsdagen i dag med 8 timers salgsmøde og efterfølgende ud at spise med danske og tyske kolleger – det bliver en 12-timers arbejdsdag i dag.”Aufviedersehen, Heinrich”.
Hold kæft, hvor er jeg hård ved mig selv!
PS. Da jeg klynkede over min hårde tur i aftes, svarede Kaj: “Nå, men ham jeg cyklede sammen med i aften, han lavede lige den tur, jeg gerne ville have“. (Læserservice. Kaj cykler aldrig i store grupper med andre. Han cykler alene og kører iht. sine egne ben og muskelfibre).
Ingen har sagt noget