3 dage på “Herregårdsferie”
Det er blevet torsdag i uge 29. Det er nu en uge siden jeg kørte fra arbejde med et “vi ses om 3 uger”. Efter Langeland suste vi 3 dage på “Herregårdsferie” hos børnebørnene og deres familie. Vi startede med at fejre Nikolines 37 års fødselsdag. Moster Emilie er lige kommet hjem fra Frankrig, hvor Tour de France feltet kom forbi hendes feriested. Hun havde feriegaver med hjem til ALLE de børn, der var med til fødselsdagsfest. Anna fik bla. en ny smart bøllehat.

Fødselsdagsmiddagen spiste vi ude på gårdspladsen, men der er et hvepsebo i nærheden, så efter en VILD jagt, hvor Hjalmers far løb skrigende rundt om huset – ingen har nogen sinde set Hjalmers far løbe så stærkt, heller ikke Hjalmer – så han gav sig til at græde “Jeg vil hjææææm….” – og Nikoline sagde: “Nu må vi liiiige vise børnene, at hvepse ikke er farlige” (Hvem har styr på mosters EPI-pen???) – ja, så flyttede vi bordet til et nyt sted og fandt noget gå-væk-dumme-hvepse-spray frem. Og så gik det meget bedre.
Efter fødselsdagsmiddagen gik gæsterne i badebassinet og alle hoppede i Gudenåens friske vand, hvor man kan svømme opstrøms uden at komme ud af flækken.
Emil og Ida viste os fars kampestore nye traktor.

Dagen efter var vi i friluftsbad med alle børnene og Ida viste os, hvor stor en vandhund hun er (hun var selvfølgelig også i Gudenåen til fødselsdagsfesten). Hun gav mig de vildeste mormor-moments, vi gik mange ture med hinanden i hånden og hun kommunikerer klart og tydeligt hvad hun vil og ikke vil. Da hunden og bedstemor kom hjem fra sommerhus, sagde hun “Hej, hej, Taaah….” – ingen tvivl om, at hun sagde Hej Tango. Meget intelligent barn, som fylder 11 måneder i dag.
Ja – og så gik hun da. For hun kan når hun vil. 6 skridt uden støtte mellem mor og morfar og jeg tabte væddemålet med Anna om, at Ida ville gå uden støtte i dag og vi måtte til købmanden, så Anna kunne få sin gevinst udbetalt.
Jeg fik også et fantastisk mormor moment med Emil, som betroede mig den opgave at klippe ham. Jeg er ret god til at bruge en klipper – se bare hvor flot morfar ser ud, nu da han er blevet korthåret igen efter 6 år med lange krøller. Der er bare det ved det, at når morfar bliver klippet, sidder han helt stille. Men Emils hoved kører rundt og hopper op og ned når man klipper ham. Det er fordi det kilder sådan, forklarede Emil. Men han blev tilfreds med resultatet og synes det var rart med en sommerklipning i varmen. Bagefter legede Anna og Emil hårklipning med det afklippede hår nede på græsplænen, hvor de skiftedes til at klippe hinanden med en legoklods.
Ja, faktisk har jeg ikke nogen billeder fra disse feriedag, for jeg havde nærmest ikke mit kamera fremme. Det må være fordi jeg har haft for travlt med at være i nuet.
3 dage med skønt samvær, naturoplevelser (“Nej Emil, man aer ikke med en død mulvarp”), dejlig sommermad, vidunderlige sommeraktiviteter og jeg kan tilføje, at jeg har sovet 9 (!) timer hver nat, med åbent vindue og fuglepip fra Gudenåen, hvor morgendisen stod over åen på eventyragtigvis, når vi blev vækket kl. 6:30 af børnene.
Onsdag aften kørte mormor og morfar hjem igen. “Hvorfor????”, spurgte Emil med et forbløffet udtryk i ansigtet. Tja, hvorfor? Vi kan jo ikke bare lægge beslag på familiens tid uendeligt, I ved. Fisk og gæster stinker efter 3 dage. Desuden havde familien andre planer. Så hjem til rækkehuset, hvor haven står rigtig smuk lige nu. Sommerfuglebusken blomstrer og for første gang i 10 år har jeg noget i min have, der er højere end mig selv. Vi holder terrasseferie – vores nye terrasse skal nydes, nu da vi har fået den. Jeg har så mange bøger, at jeg kan læse de næst 3 uger uden at løbe tør. Cyklen vil sikkert også gerne ud at køre en tur, hvis jeg skulle få lyst. Sommervejret er skønt. Jeg blogger fra havesofaen, som ikke er våd af dug denne morgen.


