Aller sidste time
Jeg har kørt spinning på mandagsholdet on/off siden 2013 i vinterhalvåret. I de 13 år har der været en 4-5 forskellige faste instruktører. Jeg husker bedst Klaus, Keld og (nu) Ole. Der er nærmest også “et fast klientel” på holdet og mange af de gamle mænd, har været med i alle årene.
Gamle mænd. Sure mænd.
Gamle sure mænd!!
For tiden er de sure, fordi holdpladserne, cyklerne og pladsen er blevet reduceret, så de nu er nødt til skynde sig meget 14 dage før, for at få plads på holdet. Og SÅ bliver der set skævt til os, der ikke er “fast klientel”, føler jeg. Kæft mand, et blik jeg fik fra Jes, da jeg sad på hans faste plads i går, fordi JEG kom en halv time før start, for at få en ordentlig cykel. Syrlige kommentarer om, at folk jo kom 24 timer før, for at tage cyklerne og at instruktøren lige så godt kunne starte kl.17, for da sad folk jo alligevel på cyklerne.
Tudefjæs! Jeg godtede mig.
De optager ellers cykler til hinanden, ved at smide et håndklæde på cyklen, lige som fede turister, der reserverer solstole ved en swimminpool. Nogle gange kommer de til at reservere flere cykler til samme kammerat, så det ser ud som om, at der ikke er flere ledige cykler, når de sidste møder op.
I går var jeg SÅ tæt på at klikke ud af pedalerne, pakke sammen før start og sige “Jeg går!”. Frivilligt! Jeg har ikke BRUG FOR at spinne sammen med dem mandag aften. Jeg vil hellere tilbringe min sparsomme fritid med mennesker, der giver mig noget positivt med hjem.
I stedet besluttede jeg mig for, at det skulle blive sidste time.
De virker ellers også sure – og syrlige – overfor instruktøren. “Nå hvad skal vi så i dag?”, spørger de. “nå? Stå op?? Biiig surprise. Og så sidde ned igen? Nå … nå … skal vi have belastning på? Nå … nå”, sidder de og gentager sarkastisk i munden på hinanden når Ole præsenterer programmet.
Som til forveksling ligner sidste mandag og forrige mandage og sidste år ….
Det er nemt at sige sidste time, for jeg kan heller ikke TÅLE Oles spinning. Han smadrer mine achillessener (det har jeg nævnt før). 10 min. inde i hans program, har jeg SÅ ondt i mine achillessener, at jeg må sætte mig og prøve at beskytte mine led. Ole lammetæver de gamle mænd og mig. 9 min. stående intervaller, mens han råber og skriger og skælder ud. Han HADER os fra sin instruktørcykel (sådan lyder han i hvert fald). Musikken dunker i 60 minutter uden pause. Ingen taler sammen. Hårdt er godt og endnu hårdere er endnu bedre, synes reglen at være.
Og så skulle man jo tro, at med SÅ hård træning og efter SÅ mange år, var alle de gamle mænd fitte og i topform. Men det er de ikke? Så virker det pis der overhovedet??
Når musikken kortvarigt forsvinder, stønner alle de gamle sure mænd, som om de var ved at få et hjerteanfald (og nogen har vist også fået det, gennem tiderne, så vidst jeg har hørt).
Hvis man ikke tager hånd om sig selv og lader sig rive med af instruktørens opildning, risikerer man skader.
Jeg prøver at beskytte mig selv.
Men alligevel kørte jeg så hårdt i aftes, at det gav en søvnløs nat med smerter i krop og led og jeg kunne ikke komme op til morgensvømning i morges. Det er jeg så træt af! Så ødelagt var jeg ikke engang efter 2 timer spinning i lørdags.
Så det blev sidste time!
På næste mandag er der afløser på (en kvinde!) og derefter er jeg færdig med Oles mandagshold og de sure mænd. De kommer ikke til at bøvle med mig, der kommer og tager deres faste pladser mere. Der er andre hold, at spinne på.
Lige nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal reparere skaderne med 2 panodil.


