0 Udgivet i Gravel biking

Blåvand recon

I dag kørte Kaj og jeg recon på en gravel rute nær Blåvand, som Kaj sidder og arbejder på. Vi kom af sted lidt spontant, så snart vi kunne efter morgenmaden og kørte til Oksbøl, hvor vi parkerede bilen. Det småregnede hele vejen derover, men vi var klædt på til vejret og var indstillet på, at vi nok ikke fik tørvejr hele vejen. Jeg forstod på Kaj, at ruten var 60 km. (det var den så ikke …). Vi besluttede os for, at gøre dagen til en udflugtsdag med god tid.

Ud på ruten gik det, og vi kørte nogle flotte, reelle gravestrækninger lige fra starten.

Ved Filsø holdt vi en tidlig madpakkepause. Da havde vi kørt 20 km og jeg tænkte, at nu var vi da allerede en tredjedel gennem ruten. Derfra videre på Kajs rute, hvor vi ret hurtigt blev stoppet af kolossale mængder vand på ruten. Et sted, kunne vi slet ikke cykle igennem og Kaj måtte lægge en alternativ rute.

Der var mange pytter og mange bløde steder. Det er tydeligt, at der er kommet en del regn på det sidste. Jeg sendte Kaj igennem pytterne først. Hvis han ikke sank i, fulgte jeg efter. Vi fik våde tæer og nogle steder var det så blødt, at jeg trak igennem.

Kaj var særlig spændt på ét sted, hvor han gerne ville lægge en alternativ sløjfe (når den her skal tur skal køres til næste Søndags Gravel i Baghjulet). Men han var i tvivl om hvorvidt strækningen kunne passeres. Det kunne den ikke. JEG har i hvert fald ikke lyst til at passere sådan en afspærring, hvor der står “fare for sprængning” – det er et militærområde. Der var nok ikke nogen vej uden om det der dræbende stykke, Kaj snakkede om. Nu måtte vi passere det. Jeg bed tænderne sammen. Jeg havde været på cykel i et par timer nu og tog en gel.

Nu kørte vi ud på den der hårde strækning, Kaj snakkede om. Det var noget med nogle rillede kampvognsspor, som er hæslige at cykle på. Men efter hvad Kaj sagde, var kampvognssporene ikke så slemme i dag. Til gengæld var der den vildeste stride modvind. Hold kæft, hvor var det et hårdt stræk pga. vinden – 4 km med næsen i styret og en buldrende modvind. Det var en lettelse, da vi kunne dreje til højre, ned mod Blåvand Fyr, ud af modvinden. Endelig skete der noget nyt på ruten igen.

Her mødte vi mere vand. Det var umuligt at passere stien, som var helt oversvømmet. Men det gjorde faktisk ikke noget, for vi trak op i klitterne, og det var faktisk en vild flot strækning. Det var kun en lettelse at komme af cyklen og gå lidt og her var der læ.

Det har var absolut turens smukkeste højdepunkt (hvilket ikke siger så lidt, for der var smukt hele vejen rundt – på ruten så jeg både dådyr og en ræv).

Snart var vi på den anden side af vejen, og vi kunne cykle videre ud mod Blåvand fyr og stranden.

Alle strabadserne værd! Hvor var her flot. Et perfekt sted for en søndagsudflugt. Vi tog en selfie ved fyret.

Selfies har det med at blive nogle BØVEDE billeder 😀

Vi cyklede mod Blåvand by, hvor Kaj kendte en restaurant, hvor han havde planer om, at vi skulle spise en sen frokost. Vejret var godt nok til, at vi kunne sidde ude. Jeg glædede mig over, at vi kun have 22 km. tilbage til bilen, for jeg var sgu godt træt.

Åhhhh – gravel cykling er hårdt og det med de 60 km viste sig at være noget, jeg har misforstået. Turen var snarere 75 km lang (inkl. vores sløjfer) viste det sig. Og hvad var der at sige til det? Jeg skal køre 100 gravel sammen med Dorte om 14 dage, så den her træningstur var en GAVE jeg ikke skulle pive over. Gravel cykling er ikke noget med høj fart eller høj puls (som når man kører hårdt på landvej). Det er mere sådan en langsom UDMATTELSESKRIG mod ens egen krop. Det suuuuger kræfterne ud af benene, at cykle på grus. Sådan er det bare. Og når jeg når ud på time 4, er kræfterne godt brugt. Jeg har ondt i håndled, hænder, nakke, røv, knæ …. alle mulige andre steder, end i benmusklerne. Mine cykelbukser nev hul i mit inderlår i dag.

Jeg bløder sgu altid et eller andet sted fra, når jeg kommer hjem fra en lang gravel tur!

De sidste kilometer bliver lange og dræææbende. Kaj – syng en sang for mig! Lad os snakke om et eller andet spændende emne, der afleder opmærksomheden fra at jeg er træt og ødelagt. Jeg har hørt at langdistanceløbere hører lydbøger, når de løber 100 km. Mon man kan det på en gravelcykel? Hmmm… jeg er ikke sikker.

Til gengæld var jeg nærmest lykkelig, da vi trillede ind på parkeringspladsen i Oksbøl, hvor bilen holdt. Og jeg gav Kaj en kæmpekrammer og han klappede mig på ryggen som en rar hund og spurgte “om jeg overlevede”. Og det gjorde jeg jo. Igen.

Vi monterede cykler, klædte lidt om, drak noget vand, fik de våde sokker af, pakkede ned og satte os ind i bilen, for at køre hjem til Fyn. De første dryp kom mens vi stod der på parkeringspladsen. På vej hjem fik vi SKYBRUD!! Hvor havde vi været heldige med vejret på vores tur.

Og nu: Restitution 5 kvarter i timen!

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar