Kaj og jeg fik et sjovt genkig ind i fortiden og det, der for 42 år siden endte med at blive vores første hjem sammen. Huset, hvor Kaj fik sin første lejlighed, er nemlig kommet til salg.
Lørdag, den 20. november 1982 – dagen efter en fed koncert i Lillebæltshallen (min første koncert nogensinde – jeg kan ikke huske om det var Malurt eller TV2), stod familien tidligt op og alle hjalp med at flytte Kajs drengeværelse ind i den 50 m2 store lejlighed, som lå i enden af det her hus, bag den røde dør. Jeg havde været kæreste med ham i små 3 måneder. Kajs mor havde (for hans penge selvfølgelig) været i EA Centret og købe alt nødvendig køkkengrej, så Kaj kunne klare den nødtørftige madlavning i det lille køkken. Billedet herunder er fra den dag, hvor Kajs mor er ved at sætte køkkenet på plads.
Læg mærke til, at der er en blændet dør ind til ejeren, der boede ved siden af. Han havde egentlig bygget en selvstændig lejlighed med henblik på, at have sin svigermor boende. Man han kunne ikke holde svigermoren ud, så han smed hende ud og lejede lejligheden ud til Kaj. Kaj betalte 2.200 kr. i husleje hver måned (kontant!) og når han afleverede pengene fik han en kvittering, på 1.500 kr. Det havde ikke noget at sige, sagde ejeren. Det var noget med brandmyndighederne. Lejligheden var egentlig ikke godkendt som selvstændig bolig. Ejeren var ellers brandmand, men det skulle da ikke hindre ham i at snyde med brandreglerne.
I det køkken lavede Kaj og vennerne (og jeg) mad i 2 år. Om vinteren havde vi MUS i det køkken og Kaj dræbte dem med de bare næver. KLASKEDE simpelthen musen på gulvet, som om den var en flue! (Min helt *suk*). Der på gulvet lå så musen – flad som en pandekage og 3 gange så stor som da den pilede ud af musehullet (og en blodig plet på ejerens gulvtæppe, shit).
Her blev livet levet … på mest godt og lidt ondt. Her står Kaj f.eks. i køkkenet med sit ødelagte knæ (fodboldskade, 1983). Av, det gjorde ondt.
Læg mærke til Kajs GIGANTISKE hjemmebyggede højtalere (til venstre) og til strikkekurven ved siden af fjernsynet. Sidstnævnte har jeg stadig stående i min stue, her 42 år senere.
Sådan her ser køkkenet ud på salgbillederne i dag:
Trægulv, nyt køkken – men original Hudevad radiator. Jeg håber også de har fået skiftet loftet. Det var nemlig UTÆT. Når det blev tøvejr efter et snevejr, dryppede det ned i hele lejligheden og vi måtte stille bøtter op alle steder. Ejeren havde selv bygget huset og det var han sgu ærligtalt ikke kommet så godt fra.
Badeværelse står totalt retro. Kun lampen og spejlet ser ud til at være skiftet ud siden 1982. Det blandingsbatteri der hylede helt vildt, når man tændte for vandet. Jeg husker det endnu.
I det badekar lå 18-årige Helle og slængede sig efter skoletid, mens Kaj passede sit job som kleinsmed og ejeren blev rasende, for han kunne høre at vandet løb og han syntes jeg brugte for meget varmt vand (huslejen var inklusiv forbrug). Havde han vidst, at Kaj havde en kæreste, ville han aldrig have lejet lejligheden til ham, sagde han (vredt!) da vi flyttede 2 år senere. Men det var før vi fik lukket munden på ham, pga. det med de falske kvitteringer.
I den lejlighed holdt jeg studenterafslutning og mine Charlston-udklædte gymnasiekammerater kom til fest. For jeg endte nemlig med at bo hos Kaj i samfulde de 2 år, han havde lejligheden – og jeg bor stadigvæk sammen med ham.
I dag kan vi se, at der er lukket op bag væggen der. Det er ikke længere en selvstændig lejlighed.
Vennerne hjalp med at bære alle fyrretræsmøblerne ud, da det blev sommeren 1984. Jeg var blevet student og Kaj var blevet træt af at være smed, og ville videre i livet. Vi flyttede til Odense for at begynde at studere begge to. Vi havde fået en lejlighed og nu da vores kæreste-prøvetid var endt (og fordi Kaj gik fra kleinsmed med mange penge, til maskintekniker-studerende på SU) begyndte vi at deles om huslejen.
Og vupti. Så gik der lige et liv og i dag, 42 år efter, har Kaj og jeg haft (tælle, tælle, tælle …) 6 forskellige hjem sammen. Og den her lejlighed, var det første.
Ingen har sagt noget