Arrghhh – jeg har sløset med mine frokostgåture i alt for lang tid. Det er ellers så GODT at komme ud i den friske luft, i en halv time, midt på en 8 timers arbejdsdag i storkontoret. Man ville aldrig byde sine børn, at sidde spærret inde ved en computer i 8 timer. “UD i det store spisefrikvarter! Frisk luft og motion skal der til”, ville vi sige til dem, vi har ansvaret for at passe på. Men vi har også ansvaret for at passe på os selv ….
Måske skulle jeg tage mig sammen og få startet op igen.
Med en halv time til rådighed, er det også svært at nå. Man går også glip af “frokost-palaueren” med kollegerne – og det er vel for fanden derfor vi er kørt på udekontoret? For at have nogen at spise sin madpakke sammen med? Det er i hvert fald ikke – i dagens Danmark – fordi arbejdes gøres bedst der.
Efter spinning i går, snakkede jeg med en bekendt i omklædningsrummet. Hun spurgte til Kaj, som er holdt op med at gå på arbejde. Havde han det godt? Hun er selv i en alder, hvor hun med rigtig god samvittighed kunne stoppe. Hun fik nyt job for 3 år siden, i en alder af (dengang) 62 år. Hun har ikke lyst til, ikke at arbejde. Hun elsker følelsen af at udrette noget, at gøre en forskel. Arbejdet, som spændende opgaver, man glæder sig til at kaste sig over. Jeg forstår hvad hun mener. Jeg kender følelsen af, at lukke arbejdet ned efter en arbejdsdag, hvor man føler man har været effektiv og gjort en god forskel. Så inden hun stopper, leder hun efter noget spændende og meningsfyldt, hun kan bruge sin seniortid på. Det er ikke nok for hende, bare at kunne “gå til spinning” hver dag. Hun stiller op til ældrerådsvalget – jeg håber hun bliver valgt ind og kommer til at løse meningsfyldte, vigtige og gode opgaver.
Jeg har smurt min praktiske rugbrødsklapsammen til tasken. Den kan hurtigt indtages ved skrivebordet, så jeg kan bruge min halve times pause på frisk luft og motion.
Psssstt…. Jeg her nærmest 100% sikker på, mine kolleger er fuldstændig ligeglade med, at skulle spise deres madpakke uden mig.
Ingen har sagt noget