Kørekortet

I dag er det 37 år siden, at jeg fik mit kørekort.

Efter 25 køretimer à 220 kr. pr styk, kørt inde i Odense storbys trafik, synes min kørelærer Poul Hansen, at jeg var klar til at gå til køreprøve.

Jeg var rystende nervøs! Jeg havde kvalme!

For det var DYRT at dumpe.

Den motorsagkyndige der skulle bedømme mig, hed Ole Olsen og han havde ry for at dumpe de fleste. Min kørelærer var formand for kørelærerforeningen, og han var uvenner med Ole Olsen. Derfor sad han (efter eget ønske) på bagsædet af den røde BMW til min køreprøve – for at overvåge at Olsen ikke var uretfærdig over for mig.

2 ting havde Poul Hansen banket ind i hovedet på mig: Accelerer UD af trafikken og kør OP til fartgrænsen!

Jeg lavede mit livs foreløbige eneste sidelænsparkering til køreprøven. Den lykkedes! Pyhhhhh …

Og jeg bestod!

Med sur mine lod Olsen mig (med Poul Hansens stirrende øjne i nakken) bestå. Selv om, det med sidelænsparkering kunne jeg godt øve mig på. Det råd fulgte jeg ikke.

Jeg gik hjem og øvede mig i at køre bil. Nu måtte jeg jo føre vores lille blå Ford Escort 1.1. En ny verden af bevægelsesfrihed åbnede sig for mig. Jeg har ikke benyttet offentlig transport siden.

Nervøsitetskvalmen forsvandt dog ikke, selv om køreprøven var godt overstået. Hvad jeg nemlig ikke vidste den november dag for 37 år siden var, at jeg havde Nikoline i maven.

PS. Jeg har det samme laminerede, foldede str. A6 kørekort endnu, og når jeg viser det frem ovre hos Audi, når bilen skal til service, går lærlingene ind til Mester og spørger, om det er gældende. De synes det ligner et, jeg har vundet i Legoland. Burde jeg have skiftet det ud til et moderne? Det har jeg aldrig fået gjort. Til gengæld har jeg kun vist færdelspolitiet det én eneste gang på 37 år. Det kostede til gengæld 650 kr og det er jo egentlig billigt, efter 37 års slid på samfundets landeveje.