Pinse Gravel, sidste dag

Mandag, 2. Pinsedag og sidste dag på Pinse Gravel turen. Der var afgang allerede kl 9.00 og kørsel i samlet flok, alle mand M/K. Altså med undtagelse af 2, der ikke deltog på sidste dagen.

Kæft, det var hårdt at få gang i benene!

Inden længe var vi ude i tungt underlag. Benene syrede … og min røv. Åhh – den er en historie for sig selv. Jeg får den vildeste røv-fuld af min gravel cykel og på sådan en dag, efter noget der ligner 10-12 timer i gravel sadlen … *suk*. Jeg får knuder i vævet på mine siddeflader, og det er som at side på nogle ømme, hårde “vindruer” som jeg kan sidde flade og ligesom lamme igen. De skal lige slås ihjel og det gør den onde-fløjtemig ondt, ikke mindst hvis jeg rejser mig lidt op fra sadlen så “vindruerne” lige som “fyldes med blod igen” (eller hvad der nu foregår i vævet). Det gode råd er, at man ikke skal sidde så hårdt i sadlen, på en gravel cykel (lige som man heller ikke gør på en MTB). Men det er ikke nok for mig. Ingen racercykel eller mountainbike har nogetsinde påført mig sådan nogle “knude-skader” som jeg får af min gravel cykel. Og det selvom jeg har skiftet sadlen ud (hvilket hjalp), men altså en weekend med +10 timer i sadlen, er der sgu intet at gøre. Første gang jeg fik skaderne (hvilket var den måned jeg fik cyklen, for snart 4 år siden) sagde Kaj, at det syntes han da var noget mærkeligt noget. Sådan nogle skader fik han da ikke – kunne det være så galt? Mit svar på det spørgsmål var, at smække min røv op i hovedet på ham, så han kunne se ved selvsyn. “Hold da kæft ..”, var hans kommentar og så var han færdig med at stille spørgsmål ved mine siddeskader.

Nå – I dag var der ikke andet at gøre end at træde, og få det overstået. Og heldigvis var vejret jo rigtig godt.

Turen gik noget lunde sådan her:

Nogle km tung “sten-rallet” gravel … træd-træd-tråd … åhh, endelig overstået. Men så … en strækning med løst sand. For satan hvor var det hårdt! Endelig overstået …. men så … en laaaang strækning med hullede markveje (får det aldrig nogen ende?). Av for HELVEDE min røv! Åhhh – endelig overstået … men bare afløst af et langt stykke med humblede, stubbede markstykker. Og når DET så endelig er overstået … en laaaang bakke. Pyyhhh !!!! Bid tænderne sammen, fru Stougård! Det ene skide-hårde stykke underlag afløste bare det andet i en uendelighed.

Efter 30 km var jeg slidt op for i dag og tænkte KUN på, hvordan jeg kunne komme tilbage til Viborg. Jeg hang efter gruppen. Så Kaj og jeg kørte fra og tog noget asfalt uden om ruten. Det lettede virkelig at komme ud på jævnt underlag, og mit humør steg igen. Vi landede ved vandrerhjemmet kl. 12.12 med 56 kørte kilometer på tælleren (kun 2 km kortere end den officielle rute, men nok med noget mere asfalt til sidst).

Restitution og genopbygning begyndte allerede under bruseren på værelset. Vi fik taget afsked med de andre, der kom hjem et kvarters tid senere end os. Pinse Gravel 2024 var godt gennemført – jeg gjorde det fanme! Det var virkelig hyggeligt, meget smukt cykelområde og meget hårdt for kroppen.

Vi pakkede bilen og kørte ind til Viborg midtby, hvor vi spiste en velfortjent frokost kl. 13.30. Bagefter kørte vi til Laurbjerg, hvor vi tilbragte resten af en VARM eftermiddagen med børnebørnene og deres forældre. Vi fik aftensmaden med. Mormor og morfar var sgu lidt flade at have på besøg i dag.

Anna: “Mormor? Skal vi hoppe i trampolin?”
Mormor: “Jae … men, mormor har godt nok meget trætte cykelben”
Anna: “Jamen mormor, man får KRUDT I BENENE af at hoppe i trampolin!”

Nu er vi landet derhjemme. Cykeltaskerne pakker jeg ud i morgen, jeg gider ikke lave mere i dag. Hverdagen står får døren og ….. åhhhh, jeg trænger sgu til et par fridage over på den her pinseferie.